Ole Toxværd - MyGeneration

Go to content

Main menu:

Ole Toxværd

Mine 10 bedste
Mine 10 bedste - Ole Toxværd


Denne udfordring er virkelig svær. At udvælge de 10 bedste albums fra de, som jeg har, er MEGET svært, men jeg vil forsøge.
Her er de (plus 4 mere):
1.)4 Way Street med Crosby, Stills, Nash & Young
Jeg tror ikke, at Mama Cass Elliot vidste, hvad hun startede, da hun inviterede David Crosby, Stephen Stills og Graham Nash til same party i sit sommerhus, men den musikalske verden ændrede sig for mig næsten lige så meget, som da jeg hørte Beatles første gang, ved de toner jeg hørte, første gang jeg hørte Marrakesh Express eller Suite, Judy Blue Eyes med Crosby Stills & Nash første gang. Et par af mine kammerater var endda inde og høre dem i Falkoner Centret i den nye konstellation hvor Neil Young var med. Hvis de kammerater levede i dag, ville de sikkert sige, at det var århundredets koncert. Koncerter fra samme turne er på 4 Way Street albummet, fantastisk. At denne gruppe har kunnet holde i så mange år er utroligt, med disse store og meget forskellige personligheder, både personligt som musikalsk. CD udgaven foretrækker jeg, da den har nogle gode ekstranumre med også, foruden de lange improvisationer, især med bidrag fra Neil Young og Stephen Stills.
2.)Thick As A Brick med Jethro Tull
Jeg husker tydeligt denne plade, da jeg købte den i 1973. Udformet som en avis, der omtalte lille Gerald Milton, som havde vundet en konkurrence med et digt, som Jethro Tull satte musik til. Den største joke i 1971 vil jeg mene. Kigger man nærmere på coveret til pladen ser man, at det er medlemmer af gruppen, der er på alle billeder i hele avisen. Som opfølgning til pladen var gruppen på turne, som også bragte dem til Tivolis Koncertsal, hvor jeg så dem fremføre dette geniale musikalske værk, som i koncertudgaven varede 95 minutter mod pladens ca. 45 minutter. Jeg havde hørt Jethro Tull til koncert et par år før, efter udgivelsen af Aqualung, men denne koncert bestående af Thick As A Brick og så 4-5 ekstranumre var nok en af de største musikalske koncertoplevelser, som jeg har haft. Fantastisk musik og utroligt dygtige musikere og meget kompleks opbygget musik. CD-udgaven indeholder en liveudgave af Thick As A Brick, såvel som et langt interview om skabelsen af dette album.
3.)Surrealistic Pillow med Jefferson Airplane
Mens englænderne rodede rundt med stilarterne i 1965 og 66 var hippiebevægelsen i gang i San Fransico omkring grupperne Jefferson Airplane og Grateful Dead, og den MEGET specielle musik, som adskillige senere kaldte for ”syremusik”. Lyt blot til Grace Slick og teksten i ”White Rabbit”. Feed your head, var ikke sætninger som vi forstod her i Danmark, og slet ikke i Præstø før adskillige år senere. Jorma Kaukonens flotte guitarspil i ”Embroyic Journey” holder stadig i dag.
Gruppen har lavet mange flotte albums, men jeg synes at denne og ”After Bathing at Baxters” er de bedste af dem alle, selvom teksten i ”Lather” fra ”Crown of Creation” er en fantastisk protest mod Vietnamkrigen på sin helt egen måde.
4.)Beatles For Sale med The Beatles
Mange Beatles entusiaster betragter dette 4. album fra Beatles som et lidt sjusket album, uden ret mange egne kompositioner, men jeg holder meget af det, da jeg synes, at det formidler energi, ægthed og umiddelbarhed til lytteren, foruden nogle gode sange, selvom de ikke alle er egne sange.
5.)The Who Sell Out
Vel næsten et af de første konceptalbums, hvor The Who blander ”reklamer” og musik, så det lyder som en af de dejlige radiostationer (Radio Luxembourg og Radio Caroline), som vi nok er mange, der husker tilbage på med glæde, da de bragte musikken længe inden Danmarks Radio.
Foruden selve konceptet, er der mange fine sange, og ikke mindst finurlige tekster, blandt andet Odorono og Tattoo. På CD udgaven er der desuden nogle fine outtakes, der viser den udvikling, som The Who havde med disse sange i studiet.
6.)Mr. Tambourine Man med The Byrds
Jeg kan jo ikke komme uden om The Byrds, når jeg skal vælge mine favoritplader. Jeg har her valgt deres debutalbum, når jeg skal vælge et. Jeg havde gerne valgt alle deres plader, inklusive deres ”Pre-flyte” sessions, som er de demooptagelser, som de indspillede i 1964-65 i World Pacific studierne i LA. Mr. Tambourine Man albummet viser den styrke, friskhed og sublime spil som denne gruppe havde, som følge af inspirationen fra Beatles, og fra folkemusikmiljøet i LA og NY.
Som et kuriosum benyttede George Harrison det riffet i The Bells Of Rhymney i sin If I Needed Someone fra Rubber Soul. Byrds delte jo pressemanager med Beatles i ord ekvilibristen Derek Taylor. Uden Beatles var der heller ingen Byrds. Da Roger McGuinn sammen med de andre så ”A Hard Day’s Night” var de nødt til at købe instrumenter mage til, deriblandt en 12 strenget Rickenbacker. Roger forfinede dog klangen i denne til den berømte ”jingle-jangle” sound, der karakteriserer Roger McGuinns sound den dag i dag.
7.)If You Can Believe Your Eyes And Ears med The Mamas & The Papas
Gruppens første LP, men nok med de bedste sange, heriblandt “California Dreaming” og “Monday Monday” foruden fortolkninger af Beatles’ “I Call Your Name”.
Sublime vokaler som aldrig er sunget bedre. Der var magi i disse 4 stemmer sammen.
LPen kan ikke fås mere som LP, men køb det flotte box-sæt ”Mamas & Papas Complete Anthology” hvor ALT med Mamas & Papas samt en del af medlemmernes soloarbejde er på, så du kan nyde denne gruppes ekstremt flotte og banebrydende musik.
8.)Led Zeppelins første LP
I 1967 og 1968 lyttede jeg meget til Yardbirds. De havde fået hjælp af en meget erfaren herre ved navn Jimmy Page. Den gang kendte jeg ikke til, hvor mange plader, som Jimmy Page havde spillet guitar på, og det er vist svært helt at danne sig et overblik over. En dag i begyndelsen af 1969 kom en af mine kammerater, der boede i København ned på week-end og fortalte, at han havde hørt en gruppe i Brøndby Popklub, som hed The New Yardbirds, men som nu havde lavet en LP med navnet Led Zeppelin. WOW !! Guitarfræs for kendere, og med en sanger med en kolossal stemme. Pladen holder den dag i dag, og hvor er der mange gode sange på den.
9.)Aftermath med The Rolling Stones
Såvel som Beatles skal med med mine favoritplader, så må Rolling Stones også med. Jeg mener at Aftermath helt klart er Rolling Stones’ mest helstøbte plade og viser dem på det musikalske højdepunkt af deres karriere, og med Aftermath mener jeg UK-versionen, og ikke den amputerede US-version. Med få undtagelser har Jagger-Richards aldrig før eller siden skrevet bedre sange end denne samling. Fremførelsens spændvidde har heller ikke været bedre hverken før eller siden. Denne plade er efter min mening også båret af gruppens vel nok bedste musiker og idemand, Brian Jones, der giver en større spændvidde til musikken, end gruppen havde før, og som de efter hans død aldrig har fået igen. Dengang forstod vi ikke helt, hvor gode numre som Going Home var, andet end at vi var imponeret af, at gruppen turde sætte et 11 minutter langt nummer på en LP.
10.)Steppenwolf’s første LP
Alle der har set ”Easy Rider” filmen identificerer det at køre stærkt på motorcykel med melodien ”Born To Be Wild” med Steppenwolf, men der er også mange andre stærke numre på denne LP, ikke mindst et sammenkog af Chuck Berry sange i ”Berry Rides Again” foruden gruppens smukke og inderlige version af Hoyt Axtons ”The Pusher” hvis tekst desværre stadig næsten 40 år senere er lige aktuel. Skal man lytte til Steppenwolf, så lad være med at købe et ”Greatest Hits” album. Køb denne plade i stedet. Jeg havde den i sin tid på LP, men fik fat i den på CD, hvor den var i en dobbeltCD med deres anden LP, The Second. Hvis man har disse to plader, behøver man ikke flere med Steppenwolf, efter min mening.
Jeg har taget nedenstående med på 11-14 pladserne, da jeg synes de også er fantastiske plader, og nogle af dem kandiderede også til højere pladser.
11.)Strange Days med The Doors
The Doors nåede i deres korte karriere at sætte stærkt præg på især teksternes betydning i den ”progressive” rockmusik, via Jim Morrisons flotte og selvdestruktive tekster. Dengang kendte vi jo ikke hans ”indre dæmon”, hans alkoholisme, men vi erfarede det da han blev anholdt i Miami for at optræde sanseløst beruset på scenen, og ved hans alt for tidlige død først i 70erne. Men inden dette fik vi i hvert fald 3½ gode albums fra gruppen, som foruden Morrison bestod af gode og kompetente musikere. Jeg har valgt deres anden LP, Strange Days da jeg synes den er den bedste og mest helstøbte, med numre som ”When The Music Is Over” som gruppens mest fantastiske sang. Lyt til denne sang en sen aften med god volumen og ved levende lys, og du vil opleve magien ved 60erne, og ved musik, der løfter dig op i de højere luftlag.
12.)Fresh Cream med Cream
Clapton hørte jeg første gang da han var med i Yardbirds på ”For Your Love”. Da jeg hørte den, var han allerede ude af gruppen fordi det blev for kommercielt, og han ønskede at spille blues. Det kom han også til hos John Mayall’s Bluesbreakers, hvor han spillede i trekvart år efter Yardbirds. Hvilken start på en karriere som 19 årig guitarist.
I 1966 kom lydchokket så, nemlig trioen Cream med to tidligere musikere fra John Mayall’s Bluesbreakers. Rå blues med voldsom volumen, som ikke tidligere var hørt fra engelske bands.
13.)Blomsterpistolen med Young Flowers
I 1967 havde jeg været til ”popbal” på vores lokale hotel ”Frederiksminde” en søndag eftermiddag med ”Sir Henry & His Butlers”, denne gang med en ny guitarist, nemlig Peter Bellis ”gamle” leadguitarist Peer Frost. Han var en utrolig dygtig guitarist, og vi fik i pausen en god diskussion om vores fælles idol, Eric Clapton. Lidet vidste jeg, at der få måneder efter skulle dannes en ny gruppe, Young Flowers med ”resterne” af Defenders, Jens Dahl og Ken Gudman og Peter Bellis bassist fra ”Seven Sounds”, Peter Ingemann. Jens Dahl forlod hurtigt gruppen og ind kom mit idol fra Sir Henry, Peer Frost. Nu skete der meget med gruppens musik, og stilmæssigt lå de tæt på Cream, men i mange tilfælde med syrede danske tekster. Da deres musik blev underlægningsmusik til et børneprogram af Thomas Vinding, Blomsterpistolen, var jeg ikke sen til at købe LPen, da den udkom. Flot produktion, selv fra Rosenberg Lydteknik i Vanløse Bio. Jeg har hørt at Peer Frost kunne få Ivar Rosenberg til ALT med lyd. Indspilningen betalte de vist selv. Jeg har desværre ikke pladen på LP mere, men ”kun” på en CD, hvor der er det meste af gruppens anden LP også er med.
14.)Ghost Of A Rose med Blackmore’s Night
Ritchie Blackmore er efter min mening en af de bedste og mest markante guitarister fra de sidste 40-50 år.
Mange troede nok at han var blevet skør, da han efter bruddet med Deep Purple giftede sig med den noget yngre Candice Night og senere dannede gruppen ”Blackmore’s Night”, som blandede skønsang, klassisk musik, middelaldermusik og heavyrock, men lyt selv til gruppens 4 plader, og du er solgt til denne dejlige musik. Han har ikke glemt, hvordan man spiller en forrygende solo på sin Stratocaster, eller hvad med klassisk guitarmusik på guitar med stålstrenge som i Nur Eine Minute.

Mvh Ole Toxværd
 
Back to content | Back to main menu