Indledning - MyGeneration

Go to content

Main menu:

Indledning

Musikhistorier
Overblikket i musikken

Musikken opstod kort efter mennesket
  Vores tidligste forfædre har brugt musikken til trøst. Trøst mod trælsomt arbejde og generel frygt.
  
  Musikken bestod i de dejlige toner, som man selv kunne frembringe ved sang, fløjten eller at nynne. Rytmen blev holdt med fingerknips eller slag. Komponisterne var dem selv eller en ukendt, der havde fundet nogle lindrende toner, der vandrede gennem befolkningerne. - Forestil dig en mor, som nynner eller synger for sit urolige barn.
  I takt med at befolkningerne spredtes i flokke fra Afrika for millioner af år siden og igen samledes forskellige steder på Jorden, opstod melodier, som var så iørefaldende, at de let spredtes i de lokale befolkninger. Fuldstændig som vi husker det fra skolen. Børnesangene var iørefaldende og dermed lette at bære med sig.
  At trælsomt arbejde overkommes lettere til akkompagnement af iørefaldende musik eller ved samtaler med kolleger er velkendt for alle.

Den professionelle musik
  Mere end tusinde år før os var der mennesker, der var så musikalsk begavede, at de blev hyret at rigmænd og kongehuse til underholdning og til at imponere gæster med. Instrumenter var kommet til og melodierne kunne gemmes på tryk som noder.
  Takket være nodeskrivning er musik sporet tilbage til ca. 1100-tallet.
  Den første danske lyd, der blev fastholdt på en lydrulle i 1904, blev indspillet af kammersanger Vilhelm Herold.
  Det faktum, at lyd fra da af kunne fastholdes for eftertiden, betød, at især musik hurtigt kunne videreformidles.
  Allerede i 1906 indsang kammersanger Vilhelm Herold melodien ”Jens Vejmand”, som enhver dansker kender. Melodi af Carl Nielsen og tekst af Jeppe Aakjær.
  Der er siden da lavet mange versioner med forskellige sangere af denne melodi.
  Da grammofonpladerne, lakplader, holdt deres indtog og blev mere og mere folkeeje, gik det stærkt med udbredelsen af musik.
  Udviklingen med plader fra lak til vinyl gik i forskellige tempi fra verdensdel til verdensdel, men begyndte kort efter 2. verdenskrig i USA.
  Musikken der blev indspillet var ”selvfølgelig” fra det klassiske repertoire med musik af Mozart, Bach, Schubert, Beethoven og tilsvarende kunstnere. Denne musik henvendte sig hovedsagelig til ”satte borgere”, som blot ville nyde de herlige klassiske toner – om ikke af andre grunde, så for at imponere omgivelserne.
  De unge, dem som ingen voksne kunne styre, fik så blues, jazzen og swingmusikken, som de kunne danse og svinge til.
  Jazzbands indgik ofte i samarbejde med sangere på folkelige indspilninger. Det var musik, der henvendte sig til det brede publikum (datidens svar på popmusik).
              
  Swingorkestre som Glenn Millers og Kai Wilton’s orkestre med en væsentlig større besætning end vi kender rockgrupper i dag og dermed kraftigere lyd, spillede musik, der var kendt af lytterne. Der blev ikke eksperimenteret meget. Når musikken skulle på plade, så skulle den også kunne sælges.
  Refrænsangerne opstod i Swingorkestrene. Det var typisk en musiker med en god stemme, som rejste sig og sang refrænnet i den spillede melodi. Efterhånden som behovet for mere sang til musikken opstod, hyrede orkesterlederne sangere, som fortsat blev benævnt refrænsangere.
  Store navne som Billie Holliday, Andrews Sisters, Raquel Rastenni og Birthe Wilke blev længe alle benævnt som refrænsangere, - simpelthen fordi der ikke fandtes et begreb, som hed ”popsanger”.
  Blandt orkesterledere og musikere var der rigeligt med kreative kræfter, som komponerede let fængende melodier. En af disse skæbner var Fats Waller, der skrev et utal af meget anerkendte melodier. Da organisationen af musikskribenter ikke var på plads, valgte han at sælge sin musik – ofte for en flaske whisky – til en køber, som så fik retten til at kalde musikken for sin.
  Da der kom organisering af musikken, så ophavsmændene kunne beholde rettighederne og dermed indtægterne af musikken, var løbet kørt for Fats Waller. Musikken var overgivet til andre, som fra da af kunne registrere musikken i egne navne.
  Der opstod ”musikforlag” og andre former for kollektiver, hvor folk i mere eller mindre skiftende samarbejder frembragte melodier og sangtekster til pladeindustrien.
  Mest bemærkelsesværdigt fra denne udvikling er ”Tin Pan Alley”, som i samarbejde med ”Brill Building” i New York, stod for stort set alle væsentlige pladerettigheder, komponister og tekstforfattere i USA i 1950’erne og 1960’erne.
  Lovgivning hjalp komponister, tekstforfattere, sangere og orkestre med at beskytte rettigheder til melodi, tekst og fremførelse. Således blev al indspillet musik registreret og afregnet til, hvad der svarer til KODA og GRAMEX i alle lande.
  Med orden i sagerne, var det blevet lettere for sangere, musikere, komponister og tekstforfattere at leve af deres musik.
  Den sociale side af kunstnernes arbejde, var sikret.
  Når der alligevel stadig opstår tvister om, hvem som har skrevet hvad, så er det noget, vi som tilskuere blot kan tage til efterretning og/eller ærgre os over.
  Med radiofoni, båndoptagere og grammofonplader steg alle menneskers forbrug af musik. Og kunstnerne fik platforme at udfolde sig på. Alt dette tilsammen skabte en synergieffekt i musikbranchen på tværs - og mellem musikbranchen og befolkningerne.
  Mennesker, som ikke tidligere ville øjne en fremtid i musik, kunne se muligheder og det fik konsekvenser for salget af musikinstrumenter.
  Samtidig med, at radiofonierne spillede klassisk og jazz musik, ledte de unge efter deres egen musik.
  Begrebet ”popmusik” opstod i sammenhæng med indførelse af hitlister, der opstod i USA i 1940 og i England i 1952 og endelig i Danmark i 1963 (landsdækkende).
  Næsten synkront opstod begreberne ”popsanger” og ”hit” i forlængelse af hitlisternes indtog. ”Refrænsangerne” blev fra da benævnt ”sangere” eller ”popsangere” og en ”landeplage” blev fra da af benævnt som ”et hit”.
  Talentkonkurrencer, som også startede i Amerika, bredte sig til hele den vestlige verden og i Danmark fra ca. 1960 blev sådanne konkurrencer afholdt flere steder og med ugeblade og Danmarks Radio som værter for talenterne.
  Inspireret af de mange muligheder opstod mange orkestre, med fokus på ung musik. Stilarterne blev mere og mere mangfoldige med tiden, men al musikken var videreudvikling af blues, jazz og klassisk musik. Den første benævnelse af den unge musik var ”pop”. Den slags musik var repræsenteret ved kunstnere som Bing Crosby, Gustav Winkler, Jørgen Ingmann, Doris Day og Bert Weedon m.fl.
  Efter gennembruddet for Elvis Presley i slut 50’erne blev der åbnet en ladeport af ung musik. Musikerne og sangerne havde hele tiden været der – før Elvis, men mange af dem var sorte, hvilket begrænsede deres succes i et fjendsk samfund (Sydstaterne i Amerika). Elvis havde selv en kamp med at blive anerkendt, men da det lykkedes poppede alle de andre amerikanske kunstnere frem: Fats Domino, Wanda Jackson, Chuck Berry, B. B. King, Nat King Cole, og en stribe hvide kunstnere: Buddy Holly, Jerry Lee Lewis, Brenda Lee, Roy Orbison, Richi Valens og Charlie Rich.
  Selvom Fats Domino sindspillede en herlig rock’n’roll melodi i 1948, så var rocken ikke opfundet. Det blev derfor kaldt ryth’m and blues musik (sort musik). Det var med Elvis Presley begrebet rock’n’roll opstod i ca. 1956.
  Som nævnt tidligere opstod flere og flere stilarter, men fælles for dem alle var, at de primært henvendte sig til de unge. Derfor vil jeg i stedet benytte begrebet ”ungdomsmusik” i stedet for at gå dybere ind i de forskellige stilarter.
  Med amerikanske The Ventures og den engelske guitarist Bert Weedon som forbilleder opstod gruppen The Shadows i England i forlængelse af Elvis Presleys gennembrud. The Shadows var knyttet til Cliff Richard som hans faste backinggruppe. Men de kunne også klar sig selv både med og uden vokal. Det var som instrumentalgruppe, at de høstede stor succes i hele Europa, hvor de blev forbilleder for mange unge, der netop havde investeret i en guitar eller et trommesæt.
  I perioden fra 1960 til 1963 skød instrumentalgrupperne op som muldvarpeskud i enhver afkrog af Skandinavien. Så sparede man sanganlæg og stemmen.
  Melodier som ”Apache” med Jørgen Ingmann og flere store hits fra The Ventures og The Shadows satte for alvor gang i øvelokalerne rundt omkring. I nogle biografer blev sådanne instrumentalgrupper inviteret ind at spille før filmen startede. Der opstod musikklubber og/eller ungdomsklubber, der også gav spilletid til grupperne. Danserestauranter fik nyt liv og voksede i antal og størrelser.
  I Danmark blev The Cliffters det helt store. I Sverige var det The Spotnicks, der hittede ”Joe… Der kom godt nok gang i den, du gamle.”
  Den unge musik blev også udgivet på grammofonplader.
  I Amerika var de meget langt fremme med professionaliseringen af hele musikbranchen. Som nævnt var Tin Pan Alley i fuld sving med at udsende stakkevis af hitpotentiale fra en stor fast stab af skribenter i Brill Building i samme nabolag i New York. Helt så flyvende var det ikke i Europa. Det var Amerikanerne, ”som havde bukserne på”, når det gjaldt ungdomsmusikken.

Pop og rockmusikkens videre færd
     Samtidig med udviklingerne i Amerika og i Europa, udviklede der sig en musikkultur i Liverpool i England. Liverpool var en havneby, hvor de unge var kvikke til at kontakte de amerikanske søfolk og købe deres amerikanske grammofonplader.
  De unge i Liverpool var alle inspireret af Elvis Presley og alle de andre amerikanske pladekunstnere.
  I slutningen af 50’ opstod grupperne The Beatles og Rory Storm And The Hurricanes.
  I lang tid var Rory Storm And The Hurricanes den største attraktion i byen. The Beatles brugte meget tid i Hamborg, hvor de spillede flere engagementer om ugen, end der var ugedage. De var meget populære i Hamborg. Og når de var hjemme i Livepool spillede de på Cavern Club, hvor Rory Storm And The Hurricanes havde holdt gryden i kog sammen med flere andre grupper.
  Fælles for de to grupper var, at de spillede masser af den amerikanske ungdomsmusik. Og de respekterede hinanden.
  Rory Storm And The Hurricanes begyndte også at spille i Hamborg og det hændte, at begge grupper spillede på skift samme sted. Når The Beatles manglede deres trommeslager, så lånte de Ringo Starr fra Rory Storm And The Hurricanes.
  The Beatles indspillede også plader i Tyskland. De blev produceret af orkesterlederen og komponisten Bert Kaempfert. The Beatles’ rolle var dog af sekundær art. De var backing gruppe for sangeren Tony Sheridan.
  I 1962 fik de ny manager og han ville garantere dem en pladekontrakt med et anerkendt pladeselskab. Efter et par forgæves forsøg hos DECCA og hos Joe Meek endte det med, at den unge pladeproducer, George Martin hos EMI lod The Beatles få en chance.
  Den energi og musikalitet The Beatles leverede viste sig hurtigt at overgå hvad ”Tin Pan Alley”, ”Brill Building” og samtlige studiemusikere kunne mobilisere tilsammen. Ungdomsmusikken havde fået et ”lysende fyrskib”, der afløste Elvis Presley, som de i øvrigt var stor fan af.
  Pladeproduktionen voksede fortsat og måden at indspille på undergik store forandringer med The Beatles.
  Med George Martin som den modne rådgiver og endelige beslutningstager, kunne gruppen frembringe den skønneste musik, der gik rent hjem over hele verden, inden der var gået et år. Selv Amerikanerne ”lagde sig ned”, da ”den engelske invasion” kørte på fulde skrue med The Beatles, Dave Clark Five og Hermans Hermits m.fl.
  Hvor The Beatles selv skrev sit materiale, spillede musikken, sang for og sang kor samt arrangerede det hele, med hjælp fra George Martin gik det anderledes for sig for alle andre pladekunstnere.
  Når et pladeselskab skulle udsende en plade, så skulle de købe allerede kendte kompositioner, finde egnede pladekunstnere og backinggruppe og kor. Der skulle sørges for at arrangement af melodien. Der var mange mennesker involveret. The Beatles havde et overskud, der virkelig viste klasse. De strøede om sig med musik til andre kunstnere, som scorede hits med dem.
  De første single- og LP-plader de indspillede blev hurtigt færdige. Det var ikke usædvanligt, at de lavede en LP-plade på et døgn. Deres døgnprogram var meget stramt. De skulle ofte ud at optræde om aftenen efter en dags studieindspilninger. Ringo Starr, som var skiftet til The Beatles, da pladekontrakten med EMI var ved at være på plads, sagde efter en travl dags afslutning, ”It’s been a hard days night!” (En munter bemærkning, som blev husket!!). Med baggrund i de hårde opgaver og det konstante tidspres, som lå i deres dagligdag, sagde han også en dag, ”Eight days a week would do it”, hvilket også senere indgik i en pladetitel.
  Det var almindeligt at benytte studiemusikere, når der blev produceret plader. Selvom kunstnerne normalt spillede lige så godt, så var studiemusikere mere trygge i studiemiljøet og vant til at skifte fra melodi til melodi og fra stil til stil. Oftest så kunne de også læse noder. For at spare studietid med en gruppe, som skulle indspille, så var det hurtigere og mere sikkert med studiemusikerne. Fænomenet kom fra Amerika. I Amerika indspillede pladekunstnere enten sammen med et stort orkester, en rytmegruppe eller et mix af disse muligheder. Alt blev sørget for af produceren. Det var denne orden The Beatles ikke anvendte. Kun til løsning af specielle instrumenter, blev fremmede musikere tilkaldt. Det skete første gang på ”Eleanor Rigby”, hvor et mindre antal strygere blev indkaldt. Rytmegruppen, det var The Beatles, - af og til med hjælp på klaver eller tamburin, fra George Martin eller andre fra studiet.
  I Amerika var anvendelsen af studiemusikere i 1960 så stor, at der var mange musikere, som kunne leve fint af arbejdet som studiemusiker. I Los Angeles, hvor mange af pladeselskaberne dengang holdt til, opstod tætte arbejdsrelationer mellem en stor gruppe af disse studiemusikere. Båndene var så tætte og så synlige for pladeselskaberne, at disse musikere blev kaldt ”L.A. Session Crew.” Musikerne i dette ”crew” talte bl.a. Glenn Campbell (guitar), Joe Osborne (basguitar), Hal Blaine (trommer), David Gates (guitar), Carole Kay (guitar og bas), Jim Gordon (trommer), Leon Russell (piano og orgel) samt Larry Knechtel (guitar og piano). Gruppen havde jævnligt afbud fra enkelte af musikerne, der skiftede til en solokarriere eller en karriere i et orkester. Men der var en jævn strøm af fantastiske musikere, som flød gennem ”crew”.
  Bortset fra Tamla Motown, der havde sine egne studiemusikere fra jazzmiljøet i Detroit, og fra Atlantic Records som benyttede studiegruppen ”The Mar Kays”, benyttede alle toneangivende pladeselskaber ”crew”-folk til alle de hitplader, de producerede.
  The Beach Boys og andre kunstnere omkring dem var storforbrugere af ”crew”, der have slået deres evner fast allerede hos Phil Spector i 1960.
  Som et eksempel på effektiviteten hos ”crew”, vil jeg nævne hvad John Phillips fra ”Mamas & Papas” har fortalt om indspilningerne af Barry McGuires ”Eve of destruction” og Mamas & Papas egen ”California Dreaming”.
  Mamas & Papas var netop blevet dannet under en ferie. John Phillips havde skrevet ”California Dreaming”, som gruppen gerne ville indspille.
  Da gruppen ankom til studiet, John Phillips havde udset sig, var Barry McGuire i gang med at indspille sin sang. Mamas & Papas overværede det fra teknikrummet, hvor John Phillips havde haft held med at overtale producenten Lou Adler til at lave en demo-plade med Mamas & Papas.
  Da Barry McGuire var færdig sagde producenten gennem studiehøjttalerne, at ”crew” skulle blive i studiet, ”der er lige en opgave mere.”
  John Phillips fremførte gruppens musikalske idé overfor ”crew”. Samme dag var producentens næste hit lavet. Musikalsk ligger de to indspilninger langt fra hinanden, men hvad betyder det, når man er med i ”crew”. Effektiviteten og sansen for god lyd er sikker.
  ”Crew” var ikke blot en flok eminente musikere. De kom ofte med forslag til forbedringer af kunstnernes idéer med musikken. Forslag som også løftede lydbilledet betragteligt.
  The Beatles var tæt på at slide sig selv op. Da de selv skrev, spillede og sang havde de ikke meget fritid. Pladesuccessen gav dem bunker af engagementer over hele verden. Alle ville se og høre dem. Til sidst besluttede de i 1966 at indstille livet på scenerne. Ikke mere optræden. Kun studiearbejde.
  De lavede en aftale med EMI om studietid, når det passede dem og - GRATIS.
  Fra og med LP’en ”Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band” koncentrerede de sig om at indspille musik og forsøge at pleje familielivet og ferierne.
  Da The Beatles (Paul McCartney) i 1970 bekendtgjorde, at gruppen var opløst, ændrede de musikalske verdensbillede sig hørbart. Fyrskibet var slukket.
  I tiden efter The Beatles lykkedes det de enkelte medlemmer at holde fast i musikken på hver sin måde.
  
I Amerika fortsatte musikproduktionen efter samme skabelon som tidligere.
  L. A. Session crew havde stadig nok at lave. Pladeselskaberne i både Amerika og England søgte med lys og lygte efter ”Det Nye Navn” som kunne videreføre arven efter The Beatles. Der blev skrevet kontrakter med især rockgrupper og der opstod en ny underskov af pladeselskaber – samtidig med at gamle hæderkronede selskaber enten gik konkurs eller blot var tæt på, fordi de udsendte plader i en lind strøm i håbet om, at pladekøberne og radiostationerne på den måde kunne hjælpe selskaberne med at lytte sig frem til ”De Nye Beatles”.
  Radiostationerne gik ind i et kapløb om at være den, som fandt ”De Nye Beatles”.
  Mest påfaldende eksempel på dette var da Danmarks Radio efter flere forfjamskede forsøg endelig kunne annoncere, at ”nu var de nye Beatles fundet!”
  Det var den engelske duo SPARKS, som blev skamrost for deres idérigdom og musikalske udtryk. Men var Sparks egentlig at sammenligne med The Beatles? – Ja, der kan du se, hvad jeg mener. Ingen mors sjæl kan huske dem.
  Den amerikanske bagmand, Kim Fowley, der startede sin karriere som støttemand for datidens garagerockbands havde haft flere successer startende med gruppen B. Bumble And The Stingers i ca. 1962.
  Da han i sin evige søgen efter ”det store” samlede et pigeband, The Run-aways, i 1975 garanterede han pigerne, at de ville blive større end The Beatles.
  Gruppen blev opløste sig selv under indspilningen af en LP-plade for Mercury i 1977 – uden at gennembruddet var opnået.
  Kim Fowley fortsatte til Australien i 80’erne i sin søgen. Hans ambitionsniveau var dog revideret. Han ville finde ”De Nye Beatles ELLER De Ny ABBA.)
  Det var især punkmusikken, som tiltrak sig opmærksomhed blandt disc-jockeyerne.  Men bortset fra sporadiske lysglimt, kastede heller ikke denne genre noget brugbart af sig. I skrivende stund savner vi stadig ”De Nye Beatles”. – Eller gør vi? – Der vil utvivlsomt opstå musikalske fænomener på samme høje niveau igen, men hvem siger at det bliver inden for rockmusikken?
  ”Jamen, blev der så ikke produceret god ungdomsmusik efter The Beatles?” Jo. Det gjorde der bestemt. Men ikke musik, der skabte en synergieffekt på de højder, der opstod omkring The Beatles.
  ABBA, Disco-musikken, Bee Gees, Led Zeppelin, Black Sabbath og mange andre og meget andet indtog hitlisterne med iørefaldende musik.
  ”Hele pakken”: Melodi, tekst, arrangement, sang og kor samt selve musikken skal vi nok vente lidt på endnu. – ”Tak for jeres indsats og fordi, jeg fik lov at lytte med!” siger jeg hermed til The Beatles.
  I 1992 fandt studiemusikeren, Hal Blaine, trommer, på at kalde sig og sine kolleger fra L.A. Session Crew for ”Wrecking Crew” – en beslutning som ikke alle musikerne bifaldt. Ikke desto mindre er det lykkedes at bevare mindet om disse fremragende musikere, som alt andet lige har præget pop- og rockmusikken fra 50’erne til starten af 80’erne, hvor deres betydning reduceredes i takt med, at musikken blev mere og mere elektronisk.
  
  Hensigten med dette overblik i pop- og rockmusikken er, at give plads til mere dybdeborende artikler fra klubbens medlemmer. Klubben har kapaciteter inden for Elvis, Beatles, Jefferson Airplane, Ventures, Shadows, Dansk Pigtråd osv.
MY GENERATION, januar 2016.
 
Back to content | Back to main menu